Sundhed – outdated or updated?

Follow my blog with Bloglovin Fornylig mistede jeg en dejlig ungdomsven. Han sygnede hen for øjnene af os – mistede gradvist sit humør, sin livskraft, sin sundhed. Jeg sørger stadig. Verden bliver lidt mere tom, når vi mister en elsket ven. Han kæmpede for sit liv til det sidste. Jeg ved, at han ville have solgt villa, volvo og vovhund for at blive rask – og sund. Sygdom og sundhed er modsætninger. Sundhed er noget af det mest værdifulde vi har. Og – det kan ikke købes for penge.

Men hvornår er man egentlig sund? Og er sundhed ikke hammerkedeligt? Sundhed er, efter min mening, et misforstået og misbrugt begreb. Sundhed er hos nogle i samklang med kedelige kure, kål, klamt proteinpulver og selvpineri i svedige fitnesshaller i sene aftentimer.

Jeg vil i denne blog forsøge at vende sundhed 180 grader og associere begrebet med livskvalitet og nydelse. I min verden indeholder det sunde liv nemlig en lang række positive elementer i vilkårlig rækkefølge: kærlighed, nærvær, fællesskab, sund mad, lækker mad, fred, bevægelse, motion på den sjove måde, dyrevelfærd, omsorg for andre, hensyn til miljø, frihed til at tro, mene og tænke hvad man vil…. at være sund, er at have en helhed i livet og er ganske enkelt basis for et godt liv.

Min påstand er, at det gode liv er det sunde liv. Min opfordring er, at du skal leve sundt og STÆRKT og dø GAMMEL…

Om dette handler denne blog….